Indsatser for inklusion i folkeskolen
Danmarks Evalueringsinstitut, 2011
Kortlægningen har til formål at afdække udbredelsen af forskellige typer af inklusionsindsatser. Samtidig sætter den fokus på skolernes prioriteringer, behov og kompetencer på området. Kortlægningen viser, at mange lærere stadig har behov for støtte til inklusionsarbejdet. Størstedelen af lærerne vurderer, at de i nogen eller høj grad har kompetence til at inkludere elever med generelle indlæringsvanskeligheder og elever med læse- og skrivevanskeligheder. Men når det gælder elever med psykiske vanskeligheder, mener kun 45 procent af lærerne, at de har de nødvendige kompetencer. Der er stor efterspørgsel på kompetenceudvikling blandt lærerne, særligt i forhold til den sidstnævnte elevgruppe.
Kortlægningen viser også, at inklusionsarbejdet dækker over en bred indsats med mange forskellige tiltag både i og uden for undervisningen. Lærerne kan således ikke pege på ét tiltag, der ser ud til at fremme inklusion bedst. Inklusionsindsatserne er både forebyggende og indgribende og indebærer blandt andet målrettet arbejde med elevernes trivsel, med undervisningsdifferentiering og styrkelse af sociale kompetencer. Skolernes ressourcepersoner spiller en vigtig rolle i inklusionsarbejdet, da lærerne henter meget af deres inspiration og sparring hos særligt AKT-vejledere, læsevejledere og koordinatorer for specialundervisning.
Kortlægningen er baseret på to spørgeskemaundersøgelser; en blandt samtlige skoleledere og en repræsentativ undersøgelse blandt 1016 lærere.
Klik her for at læse hele rapporten 'Indsatser for inklusion i folkeskolen'

* Vælg et kriterium