Resultatet af din klage

RESULTATET AF DIN KLAGE

Du får medhold i din klage
Kommunen skal snarest muligt tage kontakt til dig for i samråd med dig at tilrettelægge specialundervisningstilbuddet i overensstemmelse med klagenævnets afgørelse.

Du får ikke medhold i din klage
Det er kommunens tilbud, der er gældende.

Du får hverken medhold eller ikke medhold i din klage
I visse tilfælde kan klagenævnet vurdere, at hverken kommunens tilbud eller det specialundervisningstilbud, som du ønsker, er godt nok. Nævnet vurderer således, at der er behov for et helt tredje tilbud. Klagenævnet peger aldrig på et specifikt navngivent specialundervisningstilbud.

Du får afvist din klage
Det vil normalt skyldes, at din klage ikke falder inden for klagenævnets kompetence, at du ikke har overholdt klagefristen, eller at du ikke er klageberettiget.

Afvisning af en klage vil som regel ske under sekretariatets forberedelse af sagen og betyder, at klagenævnet ikke har vurderet kommunens undervisningstilbud.

Klagenævnet hjemviser sagen til kommunen
I nogle tilfælde, særligt hvis kommunen har begået mange sagsbehandlingsfejl, vil klagenævnet hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen.

Det betyder, at kommunen skal behandle sagen igen, og denne gang skal reglerne om sagsbehandling i forvaltningsloven og procedurereglerne i bekendtgørelserne om specialundervisning overholdes.

Klagenævnet foretager sig herefter ikke yderligere i sagen.

Når kommunen på ny har truffet afgørelse, kan du klage igen, hvis du er utilfreds med den nye afgørelse. Klagen skal sendes til kommunen i sager om specialundervisning til folkeskolebørn eller specialpædagogisk bistand til førskolebørn.

Klager over specialundervisning til voksne eller ungdomsuddannelse for unge med særlige behov skal sendes direkte til klagenævnet.

Senest opdateret 28-03-2012